Jeg var ca. 8 år gammel, da jeg første gang forsøgte at skrive en historie. Den handlede om en kat.
Jeg gav op, fordi jeg ikke kunne stave til det jeg ville skrive.
Så forsøgte jeg at tegne historien, men jeg kunne stadig ikke få det frem jeg ville.
Der gik nogle år og min søster, som gik 2 klasser under mig, fik i 3. klasse en ny klasselærer. Hun hed Asta og hun kunne fortælle historier. I alle deres timer fortalte hun historier. Jeg var misundelig. Jeg syntes det var dybt uretfærdigt at jeg skulle lære om navneord, udsagnsord og lære om komma og punktum, mens de bare fik fortalt historier.
Asta satte dem også til at digte historier selv. Hun havde en stor bamse med, som flyttede ind i bunden af klassen. Han blev kaldt Bamse. Senere kom der en mere i samme størrelse, som de valgte skulle hedde Lulu. De to bamser tog på eventyr. Jeg blev inspireret af det koncept. Jeg lavede min egen mappe hvori jeg fandt på eventyr om de to bamser. I en af mine historier kom de blandt andet op på skolens store loft, fandt et flyvende tæppe og tog ud i verden. Jeg tegnede også tegninger af det. Desværre syntes jeg det var nogle dybt åndsvage historier, da jeg blev teenager og smed mappen ud i et oprydningsanfald.
Lige inden min 13 års fødselsdag fandt jeg en dagbog med en lille lås og nøgle til i en kiosk. Min mor købte den til mig. Så begyndte jeg at skrive dagbog. Det fortsatte on/of i de næste år og jeg gør det stadig indimellem.
Via en daghøjsskole kom jeg på studietur til Polen. Der mødte jeg en kunstner, der var dybt interesseret og fascineret af vikinger. Jeg kan huske, at jeg tænkte hvorfor?
I min opfattelse var vikinger nogle mennesker der røvede og plyndrede mennesker i andre lande.
Da jeg kom hjem tænkte jeg over det og fandt bøger og fjernsynsprogrammer om vikinger. De var jo meget mere end banditter.
I 2005 var jeg i Rom og jeg blev dybt betaget af bygningerne dernede. Jeg syntes det var så fantastisk at der var stod bygninger, som var næsten 2000 år gamle.
Vores guide fortalte, at når enkelte romere skal have gravet kælderen ud finder de tit historiske artefakter. De nævner ikke noget til nogen fordi det tager for lang tid, hvis de skal have arkæologer ud og udgrave det hele. Jeg var målløs. Tænk hvilke historieske guldkorn der går til spilde…
Da jeg kom hjem måtte jeg vide mere om antikkens Rom. Og den fascination har jeg stadig. Min roman foregår i antikkens Rom. Det er den tidsperiode jeg er dybt fascineret af.
Jeg forsøger, at gøre min roman så historisk korrekt som muligt. Der vil dog være visse ting jeg må påregne, som forfatterfriheder. Det har taget lang tid både at udforme idéen og til at researche til min roman, men det er også fascinerende. Det er lidt ligesom et puzzlespil. Der er, i min roman, visse historiske begivenheder, som jeg får til at passe ind. Og så er det i bund og grund ”bare” at forestille sig livet for en person i denne tidsperiode.
